Astralis Group: Robusthed, tilpasningsevne og udfordringer

Astralis Group, selskabet bag de tre internationale esportshold Astralis, Future FC og Origen har i dag udsendt halvårsmeddelelse med et resultat præget af den globale COVID19 pandemi.

Selskabet valgte igennem krisen at fastholde alle aktiviteter og fasthold derved alle kommercielle partnerskaber, samtidig med at man har sikret det stærkest mulige udgangspunkt fremadrettet.

Nikolaj Nyholm, bestyrelsesformand i Astralis Group:

- I perioden hvor anden live sport og underholdning har måtte lukke ned har esporten cementeret både tilpasningsevne og robusthed. Vores hold følges af flere og flere fans og vi har oplevet fortsat kraftig vækst i seertallene til de turneringer, vi deltager i og som vi har permanent medejerskab af.

- Vi valgte på et tidligt tidspunkt at fastholde vores aktiviteter på alle områder, og f.eks. ikke at søge statsstøtte mod at sende medarbejdere hjem. Det har sat os i stand til, fortsat at levere eksponering og digital aktivering på alle kanaler, at fastholde alle partnerskabsaftaler og vi har undgået at miste omsætning på eksisterende kommercielle aftaler.

- Beslutningen har sikret vores partnere værdi og eksponering og den har givet os et positivt udgangspunkt i de fremadrettede forhandlinger i et sponsor- og annonceringsmarked på vej frem.

Normalisering

Trods udfordringer ser bestyrelsesformanden positive tegn i markedet og er under omstændighederne relativt tilfreds med halvåret.

Nikolaj Nyholm, bestyrelsesformand i Astralis Group:

- Annoncørmarkedet og live-underholdning har været ramt hårdt af COVID19 og rejserestriktionerne har ligeledes kostet på præmiepengene, da turneringerne og dermed præmiepuljerne er blevet delt op geografisk. Det påvirker vores halvårsresultat, der ikke er hvad vi havde forventet, men som under omstændighederne er relativt tilfredsstillende, kommenterer Nyholm.

- Vi er fortsat afhængige af et sundt økosystem omkring os, men står i dag med et stærkere og bredere funderet produkt end tidligere. Forretningsmæssigt er vi med vores nuværende aktiver tilbage på sporet og både sportsligt og kommercielt går vi et meget spændende efterår i møde med lancering af en række nye initiativer til fordel for partnere og den stadigt voksende fanbase, forklarer bestyrelsesformanden, der konstaterer:

- Den forventede vækst er rykket 6-12 måneder tilbage fra pandemiens udbrud, men vi ser allerede nu et marked, der så småt er på vej mod normalisering med en stærk tilbagevenden fra kommercielle partnere og annoncører. Det er positivt.

Som et resultat af COVID19 pandemien suspenderede Astralis Group selskabets forventninger til årsresultatet i 2020. Før suspenderingen var forventningen en omsætning på 60-70 millioner og et driftsresultat på -3,5 – 5 millioner kr.

Den samlede omsætning i første halvår 2020 var 20,4 millioner med et driftsresultat på - 11,6 millioner kr. For helåret 2020 forventer Astralis Group nu en omsætning på 48-52 millioner kr. og et driftsresultat på mellem -12 og -15 millioner kr.

Astralis nåede i weekenden kvartfinalen i ESL One Cologne og spiller fra tirsdag Pro League, som Astralis Group ejer 1/14 af sammen med ESL og 12 andre hold. Origen og FIFA holder pt turneringspause.

Hent Astralis Groups halvårsrapport her